Om Slow Food Danmark

SLOW FOOD DANMARK er en forening, hvor alle kan melde sig ind og være med. Vi er madentusiaster, som vil en verden med god, ren og retfærdig mad. Vi støtter små lokale medproducenter og vil gerne udbrede kendskabet til de bedste af vores madtraditioner  (LINK til underfane 1). Vi afholder medlemsarrangementer, møder, debatter og smagninger med god, ren og retfærdig mad som omdrejningspunkt.

Som medlem kan du deltage i alle disse arrangementer. Her kan du møde andre madinteresserede fra branchen eller nysgerrige hjemmekokke. Du kan melde dig til en af vores arbejdsgrupper, hvor der er fokus på et bestemt tema – oste, fisk og fiskeri eller noget helt tredje. Her vil du få mulighed for at blive inviteret til – eller stå for – mere specialiserede arrangementer og få et godt netværk inden for det specielle område. Vi vil på sigt gerne være en kvalificeret stemme i debatten om mad og fødevarer i Danmark.

Slow Food er en global forening med millioner af medlemmer i over 160 lande. Slow Food Danmark er en del af dette omfattende internationale netværk. Vi arbejder tæt sammen med de andre nordiske lande og deltager i globale arrangementer og kampagner.

Som alle andre foreninger har vi et sæt vedtægter og en bestyrelse.

Velkommen i Slow Food Danmark!

 

En global madorganisation

Slow Food blev startet af Carlo Petrini i Italien i 1986 i protest mod, at McDonalds ville åbne en fastfood biks ved den spanske trappe i Rom. Organisationen har siden bredt sig til hele verden og opmuntrer til at støtte små, lokale producenter i en madverden, der i stadig stigende grad bliver præget af flade masseproducerede fødevarer, der er ens over hele verden. Slow Food afholder hvert andet år Terra Madre – en global madfestival i Torino – som du kan deltage i som medlem (Terra Madre – Slow Food Communities).

Her kan du se den brede vifte af initiativer, Slow Food står bag fra det gastronomiske universitet i Bra til projektet 1000 haver i Afrika.

Slow Food International

 

Madens biodiversitet

Slow Food har to globale initiativer for at bevare og forbedre kendskabet til originale madkulturer. Det ene er Smagens Ark (Arca del Gusto), som er et online katalog over original madkultur – retter, grønsager, kvægracer – der er i fare for at forsvinde og som fortjener opmærksomhed for at sikre biodiversiteten i vores fælles madfremtid. Der er 25 danske bidrag i Smagens Ark, f.eks. en række gamle danske æblesorter, bakskuld, røgeost og den brune bi. Læs mere her.