Kronik bragt i Jyllandsposten 11.11.26. Her er den originale tekst:
En søndagsmiddag blev i stedet for at hylde den klassiske dansk madkultur snarere en hyldest til det industrielle landbrugs eksportsucces.
Skrevet af Kim Marie Muhlhahn, Højskolekok og forperson for Slow Food Danmark Netværk
Hvordan gik det til, borgerlige venner, at I lod udviklingen af et ambitiøst dansk landbrug ende på venstrefløjens bord?
Spørgsmålet er ikke retorisk. Det er kærligt ment, og jeg ønsker mig brændende nogle svar. Det blev påtrængende efter en uge midt i juli, hvor der var borgerlig sommeruge på den højskole, jeg arbejder på.
Gruppen bag ugen arbejder for at genindføre en borgerlig ånd i højskolebevægelsen. En længsel måske efter dengang, da højskoler især var partiet Venstres kulturcentre, befolket af landbrugets ungdom? Man skal ikke længere end til Niels Krause-Kjærs fine beskrivelse af elevflokken på 50’ernes Rødding Højskole i romanen ”Ude for uden” for at forstå tiltrækningen.
Her kunne man også spørge: Hvordan gik det til, venner, at I slap udviklingen af de danske højskoler af hænde? Nå, men tilbage på sporet …
Ugen handlede om borgerlig dannelse. Om at genbesøge og genindtage ordene, tankerne og sangene. At lære om og ære det liberale tankegods med dets rødder i Guldalderen.
Kursuslederen havde ønsket sig dansk sommermad til festmiddagen, en lejlighed til at spise og dermed genbesjæle de klassiske danske retter. Ikke kun fordi de smager godt, men også i dannelsens tjeneste. Dannelse, også maddannelse, synes vi er vigtigt. Så det var vi helt med på.
Jeg tænkte spyd af dansk kylling med kartofler, sauce og nyhøstede danske grøntsager. Som landbruget er i dag, bl.a. med en infrastruktur, der prioriterer at støtte industrielt eksportlandbrug, koster kød fra dyr, der har levet et anstændigt liv, to-tre gange prisen på det ”almindelige” kød, vi køber i supermarkedet. For at have råd til ordentligt kød spiser vi to-tre gange mindre af det på skolen. Derfor de mindre spyd og ikke hele kyllinger.
Kartofler og grønt er fra Klippingegård på Stevns. Hver anden uge modtager vi en palle derfra af de fineste, friske grøntsager, som vokser i Danmark lige nu. Ejeren, William Perch, er fjerde generation på gården og arbejder aktivt med at forbedre jordens og stedets levende diversitet. Landbruget kan kalde sig regenerativt, uden at der er tale om greenwashing. Vi er stolte over at købe fra dem og oplever dagligt lykken over at lave mad med danske grøntsager af så høj kvalitet.
Kursuslederen drømte dog om den rigtige danske sommerkylling: hel, grydestegt med sauce, nye kartofler, agurkesalat og rabarberkompot. Med den sommerligste af desserter, jordbær med fløde, bagefter. Mormors sommermiddag. Der er bare et problem: Grydekylling er ikke en klassisk ret, men dukker først op i 1950’erne.
Før den tid holdt danskerne høns for æggenes skyld. Den hanekylling, der af og til skulle lade livet, var en sjælden spise. Den var typisk også ældre og sejere og blev mest kogt til suppe.
Det ændrede æggeeksporten til England sidst i 1800-tallet. Et af det nye erhvervs biprodukter var de ikke-æglæggende hanekyllinger. I 1930’erne var det blevet så stort, at der var kommet egentlige kyllingeslagterier. Da eksporten kom på fode igen efter krigen, var kylling ikke længere ”særlig mad”. Den var blevet billigere grundet det tiltagende industrielle opdræt. Den blev slagtet ung, så den kunne blive mør på under en time i gryden. Retten havde alle grunde til at blive populær i 1950’erne.
Jordbærsæsonen på friland, som giver de jordbær, der faktisk smager af sommerbarndom, var på det tidspunkt slut for i år. Vi blev enige om at spise koldskål i stedet for. I modsætning til grydekylling var koldskål almindeligt i 1800-tallet. Dog lavet af øl. Kærnemælk, smørproduktionens biprodukt, erstattede først øllet i stor stil i 1930’erne. Før det var kærnemælk mest grisemad.
Denne søndagsmiddag blev i stedet for at hylde den klassiske danske madkultur snarere en hyldest til det industrielle landbrugs succes med at omdanne selvsamme madkultur, så den passede til eksportlandbrugets nye behov.
Og et produkt af et rasende vellykket marketingarbejde – som kun er blevet mere … aggressivt … siden – og som fik os til at adoptere den og synes, at vi aldrig har spist andet.
Festmiddagen var lækker, en hyldest til den danske sommer, lavet på det bedste, dansk landbrug formår lige på det tidspunkt. Ordentlig kylling braiseret på spyd og nyhøstede stevnske kartofler og grønt. Saucen blev god, når jeg selv skal sige det. Kammerjunkerne til koldskålen var selvfølgelig hjemmebagte.
Og nu er det så, jeg spørger: Hvorfor går I rundt med de lyserøde billeder af dansk landbrug? Når den politik, I har ført, har gjort, at gartnerierne, æbleplantagerne og de fleste landbrugsprodukter af høj kvalitet, som Danmark tidligere producerede, er forsvundet i løbet af et par generationer? Så at tre fjerdedele af det grønt, vi nu spiser i dette ”landbrugsland”, er importeret? Mens 80 pct. af vores landbrugsareal bruges til fabrikker og deres fodermarker, der producerer billige svin til eksport?
Hvordan kan det være, at I har fulgt med fabrikkernes lobbyorganisation og ikke adskiller disse store, ofte ikke engang danskejede fabriksbrug fra de brug, der faktisk dyrker vores mad? Så en kritik af fabrikslandbruget kommer til at lyde som en kritik af alt (konventionelt) landbrug?
Hvorfor går I med, når samme organisation bruger millioner af kroner hvert år på at overbevise danskerne om, at det landbrug, vi har nu, er det bedste i verden? I stedet for at støtte dem, der dagligt arbejder med at dyrke mad på bedre måder, så de kan overleve?
Er det ikke på tide, at I dropper illusionerne og kommer ind i kampen for at udvikle et ambitiøst dansk landbrug, som har udgangspunkt i de kvaliteter, som gør os stolte af det, det kan? Det, jeg mest hører fra jer, er et indædt forsvar for den udvikling, som har bragt os hertil. Man skal helt til Alternativet og Enhedslisten, før der kommer nogle visioner. Det er vel ikke meningen?
Der er så mange dygtige landbrugere, som fortjener jeres støtte. De producerer mad, som vi kan være stolte af og gerne selv vil spise, alt imens de arbejder på at forbedre livet i jorden, skabe arbejdspladser, øge livet på landet og værne om dyrelivet og den danske natur.
Med den måde, de globale mad- og landbrugssystemer har udviklet sig på i de sidste par generationer, ved vi, at det ikke bliver nemt at ændre måden, vi dyrker og handler mad på – med større og større brug, affolkning af landdistrikter og afhængighed af de tiltagende globale industrier inden for gødning, agrokemi, landbrugsmaskiner og madhandel.
Er det en trøst, er vi dog ikke alene om det. I september var jeg til Slow Food-organisationens store biennale, Terra Madre, i Norditalien. I år var vi 1.200 delegerede fra 120 lande og mange oprindelige befolkningsgrupper. Slow Food arbejder under parolen ”Good, clean and fair food for all”. I fire dage deltog jeg i paneler, præsentationer, smagninger og udstillinger, hvor problemerne med vores syge madsystemer og løsninger blev vendt.
De store firmaer, der lever af den måde, maden produceres på i dag – Danmarks grisefabrikker er bare et lille eksempel – overlader nok ikke bare pladsen til et landbrug, der er mere gavnligt for mennesker, dyr og naturen. Men oplevelsen af de mange mennesker rundtom på kloden, også her i landet, der ved, at der er bedre måder at producere mad på, og arbejder utrætteligt for det, er en stor inspiration.
Jeg drømmer om, at Danmark bliver en del af den udvikling.
Vi kan godt, hvis vi vil. Vil I ikke være med?
